Autonomi er farligt

Autonomi er farligt

Autonomi som pædagogisk begreb har eksisteret i ca. 40 år, men det er, som om ingen er særlig interesseret i det. I akademiske kredse er der en vis interesse især i udlandet, men lærerstanden i Danmark virker nærmest fjendtligt indstillet over for autonomi.

Jeg har arbejdet med autonomi i 10 år efter at have haft fornøjelsen af at tage en diplomuddannelse under Leni Dams kyndige ledelse. Jeg holder kurser overalt i Danmark om forskellige emner, men hvis jeg nævner ordet ”autonomi” i en kursusbeskrivelse, kan jeg være ret sikker på, at der ikke vil være tilstrækkeligt med tilmeldinger til, at man vil kunne oprette kurset. Hvorfor?

Jeg tror, at årsagen skal findes i to fremherskende holdninger:

1.       Autonomi er ikke særlig tiltalende.

2.       Autonomi er farligt.

Autonomi er ikke særlig tiltalende

For mange lærere er autonomi bare ikke særlig tiltalende. Mange valgte lærergerningen, fordi de blev inspireret af dygtige lærere, som de selv havde, da de gik i skole. De ville være ligesom dem (og de brugte ikke autonomi).

Så er der den magt, som en lærer traditionelt har ... Selvom lærernes anseelse i samfundet er dalet meget, har læreren fortsat magt og autoritet i sit klasseværelse. Læreren laver reglerne og implementerer dem også. I et autonomt klasseværelse er der meget mere demokrati. Det betyder tab af magt, og – lad os indrømme det – magt er tiltalende. Det gør livet nemmere, når man ikke skal forhandle og gå på kompromis hele tiden.

Livet er også nemmere med en lærebog. Hvis jeg må være lidt provokerende, behøver læreren ikke at tænke. Hele årets arbejde er planlagt og tilrettelagt med lærebogen, som er kombineret med arbejdsbogen, tilhørende CD’er eller DVD’er og lærerbogen. I det autonome klasseværelse skal læreren til gengæld stilladsere hver enkelt elevs læring, og læreren skal tilstræbe, at hver enkelt elev gør det fremskridt, som er muligt, og at alle elever har forstået rammerne.

Autonomi er farligt

Lærergerningen har været til debat i mange år i Danmark. Alle har en mening om lærernes arbejde og skolens resultater. I modsætning til andre europæiske lande som eksempelvis England, Irland, Tyskland og Frankrig er ”skolen” et emne, som dagligt diskuteres i medierne. Sidste års lockout og den efterfølgende lov 409 var et sviende nederlag til alle Danmarks lærere. Derudover har lærerne med tiden mistet deres monopol på viden. Mange af de forældre, vi møder til skolehjemsamtaler osv., har en længere uddannelse end den lærer, de sider over for. Og de samme forældre tjener ofte mere end læreren. Ergo: den autoritetsfigur, som læreren var engang, skal nu forsvare sig selv og sin praksis over for forældre, som er vældig ambitiøse på lige præcis deres barns vegne. Samtidig kræver regeringen i de nye fælles mål, at vi på 9 år skal nå, hvad vi før i tiden nåede på 10 år. Læreren er konstant under pres, og der kræves hele tiden regnskab og beviser for, at læreren gør sit arbejde godt nok. Tilliden er væk.

I et sådant konfliktfyldt og usikkert miljø virker autonomi ligefrem farligt. Hvis læreren holder sig til en lærebog og starter året på side 1 og slutter på den sidste side, kan han/hun påstå: ”Se, vi afsluttede den lærebog, som passer til årgangen, vi lavede alle opgaver, og hvis dit barn ikke har lært nok, er det ikke, fordi jeg ikke har lavet det, jeg skulle. Næste gang må barnet være mere deltagende.”

Selvfølgelig er det ikke alle lærere, der har lagt deres metodefrihed hos Gyldendal eller Alinea, men mon ikke der mange, der delvis gør det, for så har man ryggen fri?

En lærer, der vælger elevautonomi, skal forholde sig til, at eleverne bestemmer:

1.       Hvad de vil arbejde med.

2.       Hvordan de vil arbejde.

3.       Hvem de vil arbejde med.

4.       Dokumenterer deres egen læring.

5.       I samarbejde med deres kammerater evaluerer deres læring.

En sådan lærer står temmelig forsvarsløs. Går det galt, vil forældrene sige: ”Det var din opgave at undervise mit barn, ikke at give ham/hende frihed til at dumpe”. Så den lærer, som vælger autonomi og giver eleverne ansvar for egen læring, påtager sig et væsentligt større ansvar end den lærer, der kører traditionel klasseundervisning med en lærebog. Med elevautonomi påtager læreren sig ansvaret ikke bare for 8b, men for hver af de 26 elever i 8b med deres diverse projekter, forskellige tempi i arbejdet, valg af makker osv. Og det er sjældent tilfældet, at en lærer kun har en klasse. Sidste år havde jeg 11 forskellige klasser, så der var mange bolde i luften!

Så hvorfor kører jeg autonomi?

·         Fordi det virker.

·         Fordi eleverne er i stand til at tage ansvar.

·         Fordi, at når elevernes læring og ikke lærerens undervisning er i centrum, gør eleverne større fremskridt.

·         Fordi konfliktniveauet er lavere, når eleverne arbejder med emner, der er relevante for dem, og ikke bare skal gøre det, som læreren synes er interessant.

·         Fordi differentiering kun er mulig i et autonomt klasseværelse, hvor eleverne arbejder på deres eget niveau og ikke skal tilpasse sig årgangens norm.

·         Fordi jeg konstant bliver overrasket over mine elevers kreativitet og intelligens.

For godt til at være sandt? Så har jeg et godt tilbud til dig: Giv mig en melding og kom forbi og overvær mine timer og se det for dig selv.

Happy New Year J

Frank