Flersprogethed som aktiv i undervisningen
En vanvittig idé viste sig at være fantastisk.
Jeg underviser i
engelsk (mest i udskolingsklasserne) på en skole i Ishøj – den kommune i
Danmark med det højeste antal borgere med anden etnisk herkomst end dansk.
For nogle år
siden mødte jeg en (nu tidligere) skoleleder, Déirdre Kirwan. Déirdre var skoleleder på en
skole i Irland, hvor alle elever havde engelsk som deres første sprog, men pga.
det økonomiske opsving, som Irland oplevede i starten af dette århundrede, var
der mange udenlandske arbejdstagere, der valgte at flytte til Irland. På få år
skiftede skolen fra 100% etnisk irske elever til 80% ikke-irske elever, der
talte 40 forskellige sprog. Hvordan skulle man håndtere en sådan forandring og
udfordring? Déirdre valgte i samarbejde med sit lærerkorps at inkludere de
mange sprog, selv om ingen af de ansatte på skolen talte de pågældende sprog.
De gjorde
det på følgende måde: Når forældre mødte op på skolen for at indmelde deres
barn, fik de at vide, at de havde ansvaret for at styrke deres barns urdu/swahili/kurdisk/polsk
osv. Forældrene skulle sikre, at 1/3 af alle skriftlige afleveringer blev
skrevet på urdu/swahili/kurdisk/polsk osv., og at eleven havde gjort sig umage
med stavning og indhold. Det havde to fantastiske konsekvenser: 1) Forældrene
følte, at de havde et ansvar for deres barns skolegang. Forældrene kom helt
naturligt til at følge med i skolens curriculum og oplevede sig selv som
medspillere. Hvis Déirdre og hendes lærere havde insisteret på, at skolens
sprog var engelsk og alle andre sprog uønsket, havde forældrene følt sig
fremmedgjort, og de ville have haft meget svært ved at støtte deres barns
skolegang. 2) Skolen har haft stor succes med modellen. Skolen ligger i en socialt
underprivilegeret forstad til Dublin. I de nationale tests klarer de sig over gennemsnittet.
Både i Irland og Danmark vil man ellers tro, at en skole med 80% børn af anden
etnisk herkomst vil klare sig dårligere end gennemsnittet.
Så hvad har
det at gøre med min engelskundervisning i Ishøj? I starten ingenting, men så
skete der noget pudsigt. Mine timer foregår på engelsk, og mine elever arbejder
via elevautonomi på selvvalgte projekter i små, selvstyrende grupper. Grupperne
skal tale engelsk indbyrdes, og al søgning på nettet skal være på engelske
sider. Men for to år siden var der en ny elev i min 7. klasse. Hun var i gang
med at arbejde på et projekt om Hillary Clinton, da jeg kiggede hende over
skulderen. På hendes PC-skærm var der et meget mærkeligt sprog. Min første tanke
var at hun tog p** på mig. Jeg satte mig ved siden af hende og spurgte lidt
skeptisk, hvad det var på hendes skærm. ”Serbokroatisk”, svarede hun med
uskyldig og alvorlig mine. Jeg blev lidt paf, men var fortsat skeptisk og
spurgte, om hun kunne fortælle mig, hvad der stod på skærmen. Det kunne hun. Så
kom jeg i tanke om Déirdre Kirwan. Jeg kiggede rundt i min klasse og spurgte,
om der var andre, der talte andre sprog derhjemme end dansk. Det var der. Jeg
havde haft klassen siden 1. klasse og var totalt ”farveblind”. De var alle
sammen bare mine elever, og jeg tænkte ikke over deres etnicitet. Jeg havde
ikke tænkt specielt over, om de talte flere sprog end dansk og engelsk.
Jeg roste
den nye elevs sproglige kompetencer og spurgte, om der var andre elever, der
talte flere sprog. Det viste sig, at cirka en tredjedel af mine elever talte og
var i stand til at skrive sprog som urdu, punjabi, tyrkisk, kurdisk, svensk, hindu,
russisk … Men det var ikke noget, de talte så meget om – måske var de endda
lidt flove over det!
Jeg er
sproglærer, jeg elsker sprog, og jeg beundrer folk, der taler mere end et
sprog. Så jeg tog en beslutning. Mine elever vælger, hvad de vil arbejde med
(elevautonomi), men de skal fremlægge deres læring for deres klassekammerater,
og jeg foreslog, at alle de flersprogede elever skulle fremlægge en bid af deres
projektfremlæggelse på deres ”ekstrasprog”.
Umiddelbart
kan det virke absurd at bruge kostbar tid på noget, der ikke direkte styrker
elevernes engelskkundskaber, men det drejer sig kun om nogle få minutter og kun
ved afslutningen af et projektforløb (typisk hver sjette uge). Og vi sidder med
beundring og ser elever boltre sig på flersprogede fremlæggelser. Eleverne er
stolte, meget stolte. Jeg har endda en elev, som klasselæreren mener, måske er
under normal intelligens; han fremlægger 90% på engelsk, 5% på punjabi og 5% på
urdu. Jeg ved, at punjabi og urdu er beslægtede, men de har forskellige
skriftsprog, og eleven ved godt, hvordan man indstiller computertastaturet til
henholdsvis punjabi og urdu, og jeg tænker wow!
Som de
fleste lærere ser jeg det som mit job at fremhæve og udvikle de kompetencer,
som mine elever har, og jeg husker, da jeg voksede op i det monolinguistiske
samfund, som Dublin var, at jeg dengang syntes, at det var helt vildt, at nogle
mennesker kunne begå sig på andet end engelsk. Det synes jeg stadig den dag i
dag.
De andre
elever i klassen er også imponerede, og det siger sig selv, at forældrene til
de multisprogede børn er begejstrede. Sprog og især vores modersmål er noget af
det mest personlige, vi har, og det betyder utrolig meget, at det bliver
værdsat.
Lad mig give
det sidste ord til Déirdre Kirwan:
"By valuing every language in the
classroom, we cultivate a plurilingual milieu where children are encouraged to
use all the languages within their repertoire.
The cognitive benefits of such an
approach are well documented. The skills learned are transferable and so inform
all areas of learning. Appreciating that their knowledge is valued allows
children to take pride in their ability, making them confident and motivated to
learn more.
There are huge benefits for monolingual
children in such a learning environment, too. From a very early age, they begin
to realise that there are different ways to say the same thing, other ways to
view the world."
Fodnote: Déirdre
Kirwan har skrevet en ph.d. om omstillingen af sin skole.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar